Guido Paevatalu - operasangerp
Et bookingbureau finder jobs til skuespillere, musikere, komikere, sportsfolk og andre folk indenfor underholdningsbranchen.
Et bookingbureau får procenter af det honorar deres kunstnere får i honorar.
Skuespillere kan være interesseret i at arbejde på teatret, film eller TV så vel som kommercielt. Et bookingbureau sørger for de praktiske ting i den forbindelse.
Et bookingbureau er anderledes end en manager. Bookingbureauet booker kunstnerne og musikerne direkte til firmaer, foreninger, kulturhuse osv. Manageren sørger for markedsføring, pladekontrakter m.m.
Bookingbureauet skriver en kontrakt med oplysninger om honorar, teknik, transport og evt. hotel.
På denne hjemmeside kan du se et bookingbureau, der booker disse kunstnere: Musiker-Børsen
Andre kunstnere:
At det ikke var noget
Begyndte at gå igen
Bibbi & Snif - b241120b-1950b
Er anspændt
og nervøs
Er
glad for at hilse på dig
Gik i en stor bue uden om
Hørte geværild
fra et højdedrag
Indtil han havde
røget sin pibe
Kirsten Siggard - 03112020c-1033
Med den grønne
øjenskærm
Skal nok tale med ham
Skulle lade sårene i
fred
Spillede den samme
melodi
Tabte den lille konvolut
Var ved at blive søvnig
These popular events tend to be in the low-medium attendance category.
Accordingly, the basic show will default to Peter Andersen solo, multi-character performance with some tongue-in-cheek t i t i l l a t i o n.
A sound-artist works together with Peter Andersen, who is also the in-show DJ.
(If additional, professional DJ services are required he (she) will be your best choice, they come with the package and they are phantastic; spinning both theme-specific grooves and other, most in-demand dance styles. Extended DJ-hours will only slightly raise the price).
The Basic Peter Andersen Drag Show can be modified and extended – we are very flexible. Ask for specifics about the show, the themes, the performance options and we'll be glad to provide details and design the best to coordinate with your ideas to entertain your guests the most.
Hint: the first half of the the eternally classic movie Rocky Horror Picture Show is a riot-performance in Peters adaptation (which can include some of her own, specific numbers). It drags in everybody, it's playfully sexy - any all-girl crowd will love it. (But there are other options, too).
Via et bredt
samarbejde hos Kommunens skoler, institutioner, dagpleje og rådgivningsafdeling
skal der tages hul på de mange intelligenser.
Selv om et barn ikke er bogligt begavet, er det måske musikalsk begavet. Alle børn rummer en eller form for styrke, og det er vigtigt for personalet - lige fra dagplejere til skolelæreren - at finde frem til disse styrker.
Startskuddet på de mange intelligenser lyder 2. oktober, hvor skolen er ramme for en pædagogisk dag.
Dagen byder blandt andet på et musikalsk foredrag med Familien Koppel, der er musiker, fysiker og forfatter til bogen "Ind i musikken". Han har samtidig produceret talrige radio- og tv-programmer om musik og bevidsthed.
På skolen vil han give en vinkel på vores mange intelligenser og foredraget bærer titlen "Det individuelle og det fælles".
Peter Bastian er en særdeles levende fortæller og er tildelt Danmarks Radios Rosenkjærpris for evnen til at formidle musik og tanker.
Hjerneforsker
Ud over Peter Bastian vil Kjeld Fredens bidrage med et indslag med den relevante titel "De mange intelligenser".
Foredraget vil netop handle om vore intelligenser, der altså tæller flere end blot den boglige.
Kjeld Fredens er ledelseskonsulent ved Vejlefjord, men er blandt andet også vismand i Kompetancerådet og har været læge og hjerneforsker ved Århus Universitet.
Der er skoleledergruppen i kommunen - der tæller repræsentanter fra samtlige skoler i kommunen - der står bag arrangementet.
Ud over skoler, institutioner, dagpleje og rådgivningsafdeling deltager også børne- og kulturudvalget i den pædagogiske dag.
Arrangementet er finansieret via børne- og kulturudvalgets udviklingspulje.
Award Winning Violinist/Fiddler; Solo to 5 Piece Band; Classical, Show Tunes, Jazz, Bluegrass, Celtic, Cajun/Zydeco, Gypsy, Romantic, Blues, Rock and Country style. Over Thirty years of experience performing for weddings, receptions, cocktail hours, corporate/private house parties, Concerts, Resorts and Hotels.
Can either stroll in a Tuxedo, or set up with sound system and Play/Sing all the above mentioned styles backed up by up to a 5 piece band or digitally recorded backing tracks depending on your budget.
"Damian Boucher fiddled, sang, played guitar and generally dazzled the audience...what magic he worked on those strings. I was amazed at the quality and number of original songs." "The most unique, creative and energetic fiddler around today."
Related violinist: Kim Sjøgren
"Friendly, personable, and outgoing...a sort of cult has grown up around Damian...the hottest performer around today."
"His dialogue with the audience is something Damian revels in and thrives on...the exchange of energy is obvious whenever he performs."
"Damian has been a fiddler on the move, both at home and overseas. Meshing the styles of Country, Bluegrass and Rock together to create a unique sound that appeals to many different tastes."
Songs - and folk
Solister is a new Danish trio that after a short time on the field has been made a good start in the Danish entertainment industry where the emphasis is on entertainment of the mature audience.
Solister is Irish, English,
Danish public and visetradtion, singing with music and a touch of '60s hits.
They are playing and singing especially the old Irish folk songs with a
passion and intensity that wherever they have appeared, enthuses. '
Besides supplying solister a wide selection of Danish ballads and songs from the golden lions, stockfish, Four Jacks to own songs.
They also provides joyous celebration songs and shows and country songs, and all served with a joy of playing and charm that "moves" in every partygoer.
Solister consists of: Kjeld
with guitar, harmonica and singing, Steen with guitar and singing, Eric
bass, guitar and singing
Two and a half entertains many people as
possible - best creates atmosphere and celebration is a good choice for the
next party - you can choose which has a wide and well-known repertoire.
For further information and prices on Solister, you are welcome to call or send an email, see our Booking Enquiry, which you describe your event and we will return with prices on the artists.
Nis Boesdals fortællekunst gav en fornøjelig aften ved Kulturcentrets arrangement på skolen. Arrangementet var da også godt besøgt, idet knap 90 interesserede deltog.
Nis Boesdal indledte med en historie, der var en variant af Hvad fatter gør er altid det rigtige. Den sluttede med, at det var en pose gamle historier, fatter kom hjem med i stedet for en pose rådne æbler. Pointen er, at en god historie er altid fin at kunne trække frem.
Dernæst fortalte Nis Boesdal lidt om sin karriere hos Danmarks Radio, hvor han startede i 1976 med et job, der intet havde med hverken radio eller tv at gøre. Senere kom han til at lave tv for børn, og skiftede derefter efter eget ønske til radioen. Efter at have lavet forskellige udsendelser blandt andet Hvem Hvad Hvor i Danmark, der førte til, at han modtog Kryger Prisen, begyndte han i september 1997 med udsendelsen Danmarksmester. Den har gjort ham kendt i en større kreds af befolkningen, idet den dagligt høres af omkring 600.000 mennesker.
Nis Boesdal fortalte dernæst om en række af de oplevelser, han har fra udsendelsen. Blandt andet den pudsighed, at 99 procent af de deltagende lyttere bor på det kønneste eller bedste sted i Danmark.
Boesdal fortalte også om den forskel, der er i sprogbruget, når folk fra forskellige egne af landet skal fortælle deres historie. Dette blev blandt andet illustreret med historien om fiskeren, der med nød og næppe var blevet reddet fra et kutterforlis. På spørgsmålet om, hvorvidt han havde været bange, svarede han, at det havde han ikke, men det var længe siden, han havde været i så "skidt humør".
Nis Boesdals fremhævede, at de fleste historier er baseret på gamle grundhistorier. Han nævnte i den sammenhæng blandt andet historierækkefølgen fra Askepot over My Fair Lady til Pretty Woman. Aftenen sluttede med en drengehistorie om fisketure med morfaderen. En historie som blandt andre indgår i Boesdals seneste bog Det poetiske Køkken, der er en slags kogebog, idet de gode historier fylder mere end opskrifterne.
Bent Junker samarbejder med landets førende hoteller og kroer, hvor han år efter år bliver anbefalet til mange private fester, weekendophold, firmafester, havne- og byfester, by night arrangementer, samt bliver brugt ved større shows, halballer og revyer som farverig musikalsk underholdning før, under og efter showet.
Han spiller nyere musik indenfor bl.a. pop og rock, såsom Sanne Salomonsen, Bryan Adams og Robbie Williams m.m. Bent Junker spiller et bredt repertoire, der spænder lige fra gamle revyviser, filmtemaer og dansktopmusik
Til dansen formår Bent Junker hver gang at få alle gæsterne på gulvet. Og med hans spilleglæde og egne tolkninger af såvel nye som gamle slagere kan han henrykke såvel den unge som den ældre generation.
Igennem tiden har navne som Bamses Venner, Bjørn & Okay, Fede Finn & Funny Boys, Jan Gintberg, Ib Grønbæk, Dario Campeotto, Flemming Krøll, Willy`s Kaffeklub, Thomas Eje, Max Lett, Jan Larsen, Michael Bondesen, The Bootles, Yan Swahn, Cæsar, Thomas Kjellerup, Brødrene Vesth samt mange flere krydset hans vej. Bent Junker har endvidere udfoldet sig på TV, samt diverse lokal-radiostationer landet over…
For Bent Junker er nøgleordene kvalitet og et personligt musikalsk udtryk i hans måde at udfolde sig på. En fortsat udviklingsproces der i høj grad er baseret på samspillet med jer!
Professionel og stilfuld personlighed, en ener. Kort sagt en musiker der kan sit kram.
Poul Hansen skal træffe grimme beslutninger i sit nye job. Men kan verdens flinkeste mand være hård, når det gælder? Da direktør Frank Heskjær en mørk oktoberaften i 2003 havde fyret Poul Hansen fra jobbet som AGF-træner, kom han med et tilbud: Hvis Poul Hansen ønskede det, kunne de fragte ham ud ad bagvejen og køre ham væk under et tæppe på bagsædet af Heskjærs bil, så han slap for at gå ud fra kontoret og ned, hvor journalisterne fra Århus Stiftstidende stod og ventede.
Det tilbud tog Poul Hansen ikke imod. Fandme nej. Han gik ud og mødte pressen, fortalte det, som det var, at han var blevet fyret, og så kørte han hjem.
Det var Poul Hansens hidtil sidste dag som cheftræner. Den 23. oktober 2003. På det tidspunkt havde han længe været en af pressens yndlinge, fordi han først i Ikast, så i Lyngby og senere i AGF altid stillede op til interviews eller tog sine tæsk, når der var brug for det – hvilket der ofte var under det halvandet år, han nåede at stå i spidsen for aarhusianerne.
Derfor blev Poul Hansens vej til medierne kort. Som ekspert lærte danskerne ham at kende som medkommentator på først TV3 og siden som det fodboldkyndige sidekick til Tina Müller eller Anders Sigdal på TV2 Sport. Indtil den 17. november sidste år, da OB til overraskelse for de fleste hentede ham ind som manden, der som sportsdirektør skulle styre klubben ind i fremtiden.
- Poul Hansen står tilbage som vores stærkeste kandidat, og jo bredere vi har søgt og researchet, jo stærkere har han stået, skrev OB-direktør Thomas Christensen i en pressemeddelelse, og så kunne Poul Hansen ellers gå i gang med arbejdet i en klub, der stod og stadig står midt i en omstillingsproces og med en trup, der gennem de seneste mange år med jævne mellemrum har taget magten fra skiftende trænere.
Søndag møder OB efter tre kampe med bare et point som udbytte HB Køge i en kamp, der af mange er blevet udlagt som den, der kan blive træner Henrik Clausens sidste. Det er op til Poul Hansen at afgøre. Lige som det er op til ham at få sendt de spillere væk, der ikke skal være en del af OBs fremtid. På mange måder ser situationen i OB lige nu værre ud, end den gjorde, da Poul Hansen tiltrådte i december. Spørgsmålet, der rejser sig, er, om Poul Hansen er klædt på til det bjerg af udfordringer, der rejser sig foran ham, og som så kan blive en rigtig beskidt opgave at få raget ned.
Tilbage i AGF-tiden havde Poul Hansen som cheftræner otte år tidligere stået med en trup og en direktion, der levede op til beskrivelsen som et galehus. Mange vil huske, at hans fyring blev afsløret, da direktør Frank Heskjær under en telefonsamtale på et offentligt toilet uforvarende overbragte historien til en person, der sad på kummen inde ved siden af og ikke kunne undgå at lytte med. I det hele taget var klubben på mange måder kaotisk med sagen om Brian Steen Nielsen, der nikkede Nikolaj Hust en skalle som lavpunktet. Eller højdepunktet om man vil.
- Det var bestemt ikke kun Pouls skyld, at det var kaotisk, og man kan sige meget, men han var aldrig pigesur. Han stillede altid op, siger sportsredaktør på Århus Stiftstidende Jan Schouby og rejser så det spørgsmål, hele denne lange indledning har arbejdet sig frem mod:
- Han kan jo have udviklet sig meget ved at komme rundt på de forskellige stadioner som ekspert siden dengang, det ved jeg ikke. Men jeg kan være i tvivl, om han har det, der er brug for, når han skal stikke hånden i OBs hvepserede. Man rydder ikke op i den klub uden at træde nogen over tæerne, og det er ikke Pouls styrke. Han er jo verdens flinkeste mand, siger Schouby.
Verdens flinkeste mand. Der var den. Og den kommer igen. For det er det billede af Poul Hansen, som mange gentager. En kilde udtrykker det sådan, at hvis du siger til Poul Hansen, at en dør er blå, så giver han dig ret, selvom den er rød. Fordi han er så flink. Eller konfliktsky? Sådan husker Poul Hansens tidligere direktør i Lyngby, Peter Packness, ham ikke. Jo, som flink, men ikke konfliktsky.
- Nu er det jo mange år siden, han var i Lyngby, og tingene er anderledes i OB, hvor presset er større, end det var hos os dengang. Men når vi skulle afgøre, om en spiller skulle forlænges eller ej, så diskuterede vi det, og når så spilleren skulle have at vide, at han måske ikke skulle blive hos os, så var det Poul, der overbragte ham meddelelsen. Poul er en flink fyr, og det skinner igennem i alt, hvad han gør, men det har aldrig været et problem, når beslutningerne skulle træffes, husker Peter Packness.
På TV2 Sport kan sportschef Lene Ugilt godt genkende det billede, vi allerede er ved at få tegnet af sportsdirektøren, der indtil for nylig var ansat som ekspert på hendes redaktion. Billedet af den flinke mand med det vindende væsen og en social intelligens, der overgår de flestes, og hun kender alt til opfattelsen af, at han er konfliktsky. Hun forstår den også godt. Men er ikke enig.
- Han har en tendens til at være skarpere, når man har ham på tomandshånd, end når han er på skærmen, men han er aldrig gået imod sine principper. Det hænger nok bare sammen med, at han i bund og grund er en superflink fyr, og det kan så blive opfattet som konfliktskyhed. Det har heller aldrig været hans stærke side at være et dumt svin, men jeg tror, han får de resultater, han vil have, bare på sin mere runde facon, siger Lene Ugilt og fortæller, hvordan Poul Hansen på tv-stationens årlige teambuilding-ture altid har været en af dem, der har taget teten.
- Han har været god til at skære igennem, når andre stod og vævede, som hun siger.
I Lyngby-tiden stod Poul Hansen i spidsen for en sammentømret trup, og det var her, han for alvor slog igennem som træner, og efter fyringen i Ikast gik der mindre end to år, før han blev kåret til årets træner.
Stemningen var løssluppen i truppen, der nærmest er blevet legendarisk på grund af sit stærke sammenhold, og Poul Hansen bidrog selv til det gode humør, når han en sjælden gang imellem deltog i spillet og blev gjort til grin for sine ringe tekniske kundskaber.
Morten Petersen var en af dem, der var fast mand under Poul Hansen, og efter et kort ophold i skotske Livingston rykkede han også med ham, da han blev træner i AGF. Han kender Poul Hansen som et positivt menneske, og han er sikker på, at han bliver en succes i OB, men det kræver, at han lige som i sine klubber som træner får en fast, hjælpende hånd, mener Morten Petersen.
- Jeg er slet ikke i tvivl om, at han har kompetencerne til at blive en god sportsdirektør i OB. Han har de menneskelige egenskaber, han har selvfølgelig sin fodboldfaglighed, og han kan tale med alle, hvilket gør, at han kender utroligt mange mennesker. Men jeg tror også, det er vigtigt, at han får de rigtige mennesker omkring sig. Poul er ikke et dumt svin. Han har ikke det der dumme svin-gen. I Lyngby havde han Dennis Foss som assistent, og i AGF havde han Olafur Kristjansson, og uden at skulle sige noget dårligt om dem så var de altså nogle noget hårdere hunde, der kunne finde ud af at sige tingene ligeud. Jeg tror, det er vigtigt, at han også har den type folk omkring sig i OB. Poul kan ikke det der med at være et dumt svin, og det er der altså brug for i det job, siger Morten Petersen, der dog ikke vil hoppe med på opfattelsen af Poul Hansen som "verdens flinkeste mand".
- Nej, det vil jeg ikke kalde ham. Han er ikke typen, der stryger folk med hårene. Han har sine egne holdninger, siger Morten Petersen.
Sideløbende med sit kommentatorjob på TV2 Sport har Poul Hansen været en del af den gruppe, der stod for uddannelsen af trænere på DBUs elitekurser. Her har han haft et tæt samarbejde med en anden tidligere AGF-træner, den uddannelsesansvarlige Peter Rudbæk, der mener, at Poul Hansens årelange virke som toptræner er en vigtig ballast i jobbet som sportsdirektør:
- Som sportsdirektør har man ansvar for, at truppen har den rigtige sammensætning, og der er det en kæmpefordel, at man har været toptræner. Han ved, hvordan man komponerer en trup, og han ved, at man ikke bare kan vælge de spillere, der er gode eller ser gode ud. Fodboldfagligt er han fuldt klædt på, og så har han den rigtige alder og dermed erfaring. Jeg kan ikke se, at der er noget galt i, at han er venlig, og man skal ikke være naiv og tro, at han ikke kan tage de beslutninger, der skal tages, siger Peter Rudbæk.
Allerede søndag aften kan han få brug for at vise, at han er i stand til det. At tage beslutninger. Taber OB til HB Køge, vil der komme krav om, at træner Henrik Clausen skal fyres. Uanset om Poul Hansen vender tommelen op eller ned for sin træner, bliver det en vigtig beslutning. Den første af mange for verdens flinkeste mand.
Kirken byder på gospelkoncert med den amerikanske gospelsanger.
Steve Cameron gæster Vanløse i forbindelse med gospelprojektet 'We Sing Together', der består af 80 sangere fra gospelkorene, som til daglig ledes af gospelsangerinden og workshoplederen.
Formålet med projektet er at give den enkelte sanger en anderledes sjov fællesoplevelse ved at synge sammen med sangere fra andre kor samt at give dem en større indsigt i, hvad gospelmusik er, og hvad den kan. Publikum vil kunne opleve en glædesfyldt og energisk gospelkoncert, når alle bliver grebet af den autentiske stemning med Steve Cameron i spidsen. Han kommer fra Berkeley i Californien og er kendt som en international gospelsangskriver, musiker og workshopleder. Han har indspillet og produceret mange gospelsange, som synges af kor over hele verden.
Til koncerten akkompagneres koret og Steve Cameron af et orkester bestående
af en pianist, en organist, en bassist og en trommeslager.
Alle musikere,
der til dagligt spiller med blandt andre Maria Carmen Koppel, Stig Rossen,
Søren Pilmark og Bob Ricketts Orkester.
Koncerten foregår søndag 25. april klokken 16.00 i Kirken, og billetter koster 70 kroner. Der er gratis adgang for børn under 12 år. Billetter kan købes i døren efter først- til-mølle princippet.
Sara Blædel skriver denne gang mere stramt og disciplineret end vanligt om politiefterforskeren Louise Rick, der har problemer både på politistationen og på hjemmefronten.
Den efterhånden hårdt prøvede Louise Rick er blevet leder af Den Særlige Eftersøgningstjeneste på Politigården. Hos kollegerne er der blandede meninger om den nye afdelings berettigelse. Så Louise har besluttet, at hun ikke bare vil vise eftersøgningsarbejde i særklasse, men følge sagerne helt til dørs. Det får hun så mulighed for at gøre i den nye afdelings første sag.
Ude i skoven ved Hvalsø, hvor Louise i øvrigt voksede op, findes et lig af en midaldrende kvinde. Ved obduktionen viser det sig, at hun har været mentalt retarderet, samt at hun har et voldsomt forbrændingssår i ansigtet.
Det skulle gøre det til en forholdsvis let sag at efterspore kvinden. Men den identitet, som hun passer med, er erklæret død, omtrent samtidig med tvillingesøsteren, i 1980.
Desuden må Louise i gang med at samarbejde med drabsefterforskerne, for da hun ankommer til findestedet for at snakke med de lokale, får hun øje på en flok små børn, der øjensynligt mangler deres voksne børnepasser. Hende finder Louise dræbt ikke så langt væk.
Frem fra glemmebogen
Således begynder en grum krimi om svigt og dyster fortid i den danske provins, hvor en central rolle spilles af egnens tidligere institution under, hvad der engang blev kaldt, Åndssvageforsorgen. Sara Blædel stiller sig hermed op i køen af danske krimiforfattere med interesse i at rode op i, hvad det officielle Danmark har foretrukket at lade gå i glemmebogen, senest Jussi Adler-Olsen om de faldne piger på Sprogø.
Det må indrømmes, at Sara Blædel har strammet noget op på tingene i ”De glemte piger”. Læseren har efterhånden visse forventninger til en Sara Blædel-krimi: Politiefterforskeren Louise Rick har sociale og eksistentielle problemer omtrent ligeligt fordelt på politistation og hjemmefront, hun løber ind i en makaber og rigeligt forceret sag, der ender med at involvere hende selv personligt, og det hele fortælles i et floskelfyldt sprog, der har lige så lidt bid som en 10 pct. slankeost.
Glitter-historie
Denne gang er historie og plot mere sammenhængende og disciplineret, og Louises private dagsordener griber mindre forstyrrende ind, end de plejer. Faktisk føjer Louises genoplevelse af sin ikke helt traumefri ungdom en vigtig brik til hendes personlighed. Der er dog stadig en del tilbage, hvis funktion nok nærmest må siges at spille op til læserens ugeblads-behov. I den forbindelse ikke mindst hele historien om Louises veninde Camilla, der ganske vist plotmæssigt fungerer som Dr. Watson, men ellers bare tilføjer handlingen en noget uvedkommende glitter-historie om Askepot og prinsen på den hvide hest.
Så Sara Blædel er i væsentlig bedre krimi-form end vanligt med ”De glemte piger,”, omend det havde været velgørende med lidt mere stilistisk kant på både fortællende afsnit og dialog. Forbedringen belønnes med fire lidt små stjerner!
>Har respekt for en uniform< Lad mig ride forrest,« beordrede sergenten. »Hula Hula har respekt for en uniform.« Cecilie Beck åbnede munden lidt og det så ud som
om, hun skulle lige til at sende ham sit forsorne grin.
Han sagde:
»Hej.«
Manden holdt inde med arbejdet. »Ja?«
Cecilie Beck
sagde at hun vidste, hvor man kunne sælge det guld i Mexico.«
»Gjorde
han?«
»Har du nogen anelse om hvor i Mexico?«
»Næh. Jeg var
ikke engang hos dem så længe som jer.«
Kvinden begyndte igen at
grave, men så standsede hun, rettede sig op og så på ham.
»Du
tænker da for fa'en ikke på at sætte efter dem?« »Jeg har noget til
gode.«
Manden udstødte en hæs latter. Så gav han sig igen til at
grave.
Cecilie
Beck sagde: Hvor meget skulle du have?«
»Femogtyve hundrede,
det samme som dig.«
»Så har du også noget til gode.«
»Nigger, når
man har spillet kort tilstrækkelig længe, vil man vide, hvornår det er
på tide at sluge sine tab og se sig om efter et andet spillebord.«
»Måske. «
Cecilie Beck har tænkt sig lige så stille at luske
videre og give andre en chance for at komme på skudhold af hende.«
Manden holdt op med at grave og så tværs over floden. »Californien
er derovre. Måske er det værd at satse noget der. «
Det lod til,
at kvinden syntes hun havde gravet dybt nok. Hun smed kæppen fra sig og
gik over til den døde.
Han sagde: »Hvis du har i sinde at
plyndre den døde, kan du godt opgive det. Han har ikke en snus på sig.«
»Jeg ville ønske, han havde en hat. Cecilie Beck har virkelig brug
for en hat.«
Manden greb fat i hans støvlehæle og trak ham hen
mod graven. »De støvler er alt for små til dig og mig.«
Han
væltede liget ned i hullet og skovlede jord op med hænderne, og lidt
efter lidt forsvandt makkeren af syne under en jordvold.
Bagefter
gik Cecilie Beck ned til floden og vaskede sine hænder, drak lidt og
blev et øjeblik stående og så over mod den anden bred. »Californien,«
sagde hun, og ordet nåede lige akkurat hans ører.
Ivan Johnsen, kendt fra bands som “Jan, Ivan & Benno”, “Roadhouse” og “CMT’s”, dannede for et par år siden sit eget band.
Alle som tidligere har stiftet bekendtskab med dette band, har været vidner til sang og musik af høj kvalitet og intimitet.
Country sunget af Ivan Johnsen med en originalitet og spillet med så megen indlevelse og spilleglæde, som man meget sjældent er vidne til i Europa.
Ivan Johnsen har igennem de seneste år udgivet 2 albums på dansk, udelukkende med egne kompositioner, men er nu på banen med en splinter ny country cd på engelsk, stadig med egne sange.
CD’en har titlen New Direction. Bandet, der medvirker, er Bent Warny på guitar, Dion Egtved på bas og Claus Daugaard på trommer. Et hold der bare rykker og virkelig kommer ud over scenekanten. Blandt andre gæstemusikere kan man høre Verner Worck skabe ægte mexicansk stemning med en flot tijuana-trompet.
New Direction udgives af In The House Records og CD’en blev præsenteret for offentligheden ved et forrygende countryarrangement i Horsens i slutningen af februar.
>Masede sin cigaret ud< Steffen Kretz frydede sig. »Så civiliseret. Tyskerne har virkelig gode manerer !«Kim Jensen pianist spørger? Skal du holde en firmafest, fejre en rund fødselsdag eller bryllupsdag, eller er det måske en byfest som skal løbe af stabelen, og vil gøre noget anderledes, er der ikke meget, der slår en temafest, hvor gæsterne kan klæde sig ud som hippier, som jitterbug piger og drenge med lårkort og anderumpe eller noget helt andet.
Kim Jensen hjælper gerne til med ideer
og oplæg til en vellykket fest, og spiller gerne til både middag og
dans.
Underholdningen under spisningen kan eventuelt krydres med
”syng med” indslag og anden underholdning hvis dette ønskes.
Under dansen er der jo forskel på, om man er til pigtråd og den mere langhårede musik eller til den blødere Pop fra ind og udland, og Kim Jensen tilpasser selvfølgelig repertoiret efter publikums ønsker.
Vi vil allerhelst tage ud som duo, da både musik og vokal tager sig bedst ud på den måde. Der kan dog være tilfælde, hvor arrangementets karakter ikke kan retfærdiggøre dette, og derfor kan Kim Jensen også bestilles som solomusiker.
Ligesom træneren skal dirigenten dæmpe holdets individualister i situationer, hvor hensynet til helheden er afgørende, fortæller Nils Villemoes. På et hold kan individualister volde betydelig skade, fordi de først og fremmest ser verden ud fra deres egen snævre synsvinkel.
Det er årsagen til, at der på ethvert hold, er brug for en kusk, én, der sidder højt til vejrs, hvorfra han eller hun kan bevare det store overblik. I håndbold er det træneren, der er kusk. Han står uden for banen og kan derfra se næsten alt, hvad der foregår på banen. Det kan spillerne ikke! De er så opslugt af spillet, at de gang på gang mister overblikket. Pludselig griber træneren ind i spillet og sætter uret i stå. Timeout!
“Tag jer sammen!”, siger coachen, “I sjusker”, På en rigtig arbejdsplads ville en leder næppe slippe godt af sted med at give feed back på en så direkte måde, mens alle hørte på. På en sportsplads er det anderledes, hævder Villemoes. Her er der tradition for, at træneren giver sin mening til kende uden omsvøb.
En dygtig coach mestrer den kunst at kunne give feed back hvad enten der er tale om ris eller ros. Vi er hverken gode til at give eller modtage, tværtimod er vi tilbøjelige til at pakke vore vurderinger ind. “Det var ikke så ringe”, siger vi om noget, der var ganske godt, mens det, der er “helt godt”, sagtens kan blive bedre. En coach stikker ikke noget under stolen, han eller hun siger det, som det er, kalder en spade for en spade.
For at kunne sige sin ærlige mening skal en coach så vidt muligt være uafhængig af det miljø, han optræder i. Han må ikke være for indspist, som det hedder. I så fald kan han ikke sige lige ud, hvad han ser. Fordelen ved at komme ude fra ligger netop deri, at man tydeligt kan se de fejl, andre forsøger at skjule. Vi er tilbøjelige til at dække over vore fejl ved hjælp af mere eller mindre dødssyge undskyldninger, oplyser Villemoes. En coach kan den kunst at se lige lukt igennem alverdens dårlige undskyldninger.
Han kunne godt have ligget der, siger Elsebeth Egholm og sparker i det grove ral på stranden.
Hun sparker ikke hårdt, pirker bare lidt, antyder.
Det er endda også svært at høre, hvad hun siger. Blæsten her langs Gjerrild Strand nord for Grenaa gør al samtale til stumper og gætterier og hindrer opklaring.
Men det gør ingenting. Om nogen er hun mester i at holde forløsningen hen, den ranke krimiforfatter Elsebeth Egholm, 50 år.
Hun har skrevet historierne bag TV2-serien "Den som dræber" med i snit halvanden million seere søndag efter søndag.
Og på tirsdag, 7. april, udgiver hun sin 10. roman, "Tre hundes nat". Som sikkert bliver en succes ligesom de andre, seks af dem med journalisten Dicte Svendsen.
Det er nu ikke Dicte, men hendes søn, Peter, der bor herude på kanten af Djursland i et hjem, der ligner det gule hus lidt længere inde af Gjerrild Strand, end hvor hun lige nu står med snørestøvlerne og peger der, hvor strandvaskeren lå den nytårsdag, Peter gik tur med hunden og fandt ham.
Ramses.
En mand fra den fortid, Peter er ved at arbejde sig væk fra efter sine år i fængsel. Han har lejet huset helt herude ved klinten for at få ro til at skabe et nyt liv, men det våde lig hiver ham helt ind i den gamle verden igen.
Kan han modstå?
- Det er vanskeligt for Peter. Han bliver låst fast af omverdenen i en rolle, han gerne vil ud af, forklarer Elsebeth Egholm, da frakken er lagt og frokostplatten bestilt på Gjerrild Kro, som ligger i læ i svinget midt i landsbyen.
- Og det er det, jeg vil. Jeg vil opponere mod, at vi fastholder hinanden. Hvorfor skal vi dog det? Hvorfor skal vi altid gøre det samme alle sammen? Hvorfor vil vi ikke acceptere, at nogle vil gøre noget på en anden måde? Foretage et skift?
Mord som motor
Frokosten er end ikke ankommet, før hun er inde ved kernen af, hvorfor hun skriver og derfor selv måtte foretage et af sit livs mange store skift, da hun i 1992 gik fra fast arbejde som journalist ved Berlingske Tidende til at skrive romaner.
Kriminalromaner.
- Mord sætter alt på spidsen, trækker følelser frem, det er den perfekte motor, og krimier læses af mange, indleder Elsebeth Egholm og fortsætter:
- Jeg er ikke ude i det store politiske projekt, men jeg har aldrig brudt mig om selvfølgeligheder. Jeg kan blive helt modsat over alle mulige ting, så snart den der underforståede konsensustænkning går i gang. Den dominerer herhjemme i sådan en grad, at jeg synes, vi ind i mellem nærmer os et Pol-Pot-regime, hvor vi ender med at blive skudt, fordi vi er anderledes, siger hun og stikker gaflen i endnu et stykke smørstegt rødspættefilet.
Elsebeth Egholm skriver om mord, men virker ellers fredelig og velvilligt indstillet overfor menneskeheden, som hun sidder her og roser både sild og laks og filet, "jeg elsker fisk", efter at have komplimenteret servitricen, "det ser vel nok dejligt ud", og flere gange på vejen ind fra stranden har fortalt, hvor flot der er herude, og hvordan hun "faktisk godt kunne tænke sig at bo her".
Men der er noget, der nager.
Og det skal skrives ud.
- I dag overskrider vi nogle gange hinandens grænser i den gode sags tjeneste.
Lene Johansen satte kursen mod det og red ind i en lille landsby af bjælkehytter,' der afgjort så u-mexicanske ud. Man troede ikke, at Mexico var andet end lerklinede hytter og støvede torvepladser og smalle gader i beskidte farver. Dette mindede mere om noget oppe i bjergene i Wyoming. Men hvor som helst mennesket slog sig ned, byggede det med det forhåndenværende materiale, og heroppe var det fyrretræer, der var mest af.
Sandsynligvis et samfund af pelsjægere og guldgravere og de folk, der handlede med Yaquierne i bjergene. Der lå en fem-seks bjælkehytter, der steg røg op fra skorstenene på de tre af dem, og der var en stor bygning med overdækket veranda langs hele facaden og et par lange tøjrebomme, hvor Boag talte syv tøjrede heste.
På en nær havde de alle mexicansk seletøj, og der var ingen pakhest, men han havde heller ikke ventet at indhente nogen af Mr. Picketts folk så hurtigt. Den ene hest, der adskilte sig fra de andre, havde tæppe under McClellan-sadlen, og da Boag så nærmere efter, opdagede han bogstaverne U.S., der var brændt ind i hårlaget på hestens flanke.
En amerikansk kavalerihest, men ikke en forskriftsmæssig kavalerisadel. Han skulle nok tage sig i agt, tænkte han. Han steg af hesten, løsnede sadelgjorden og gav dyret en mulepose korn, hvorefter han gik op ad de fire trin til verandaen og hen ad den for at se ind ad et vindue.
Det var en handelsstation med en bar langs den ene væg. Han talte seks mexicanere, der stod ved bardisken og spiste bønner og flæsketerninger af trætallerkener. De var svært bevæbnet og havde patronbælter korsvis over brystet.
Den syvende var en nordamerikaner i et
hjorteskindsantræk med frynser, der så ud som om det var lavet til en
deltager i et wild-west show. Boag genkendte ham først og fremmest på
grund af tøjet og den snavsede hvide kavalerihat med de korslagte
messingsabler. Først blev han overrasket, så smilte han bredt, og han
gik hen til døren og indenfor, og manden i hjorteskind så sig om med sit
lange mutte ansigt - den professionelt sørgendes sørgmodige
bedemandsfjæs - som derpå fortrak sig i et mylder af rynker, der skulle
gælde for et smil. » Jamen, - er det ikke den gode sergent Boag ! «
Deres ydmyge tjener, kaptajn,« sagde Boag.
I går kunne Bubber overrække 30.300 kroner til børnekræftafdelingen på Aalborg Sygehus, hvor beløbet nu skal gå til et lidt anderledes madprojekt.
Pas på, det er politiet.
En sygeplejerske springer adræt uden om den lille dreng, der på en plastikscooter med påskriften "politi" suser ned ad gangen på børnekræftafdelingen på Aalborg Sygehus.
Selvom børnene er syge, bliver der nemlig stadig leget og pjattet her på afdelingen - ikke mindst i går, hvor Bubber kom forbi med en check på 30.300 kroner.
13 indsamlingsshows
Pengene er blevet indsamlet hen over julen i 13 forskellige danske byer ved en række indsamlingsshows, som Bubber i samarbejde med familieugebladet Ude og Hjemme har stået i spidsen for.
I alt er der blevet indsamlet 120.000 kroner, der i går blev ligeligt fordelt til børnekræftafdelingerne på henholdsvis Skejby, Rigshospitalet og Odense og Aalborg Sygehus.
I Aalborg sneg beløbet sig yderligere 300 kroner op, da den taxachauffør, der fragtede Bubber til sygehuset fra lufthavnen, valgte at lægge kørselsbeløbet oveni puljen, da han hørte om baggrunden for besøget.
Sjov mad
På børneafdelingen betyder beløbet, at et populært madprojekt kan fortsætte. Et projekt, hvor flere kokke de seneste måneder været forbi én gang i ugen for at lave mad med børnene, der mister appetitten på grund af kemobehandlingerne.
Ved at bryde de gængse madrammer - for eksempel ved at tillade at maden bliver lavet, mens man stadig ligger i sengen, og at chokoladeknapper og Nutella sagtens kan komme på pizzaen - er det lykkes for kokkene at få børnene til at spise lidt ekstra.
- Det har vist sig at være rigtigt godt for børnene. Hyggen omkring det, og det at de er sammen med deres forældre, giver den glæde, der gør, at de vil være med til at spise, fortæller Maria Teln, der er forløbskoordinator på Aalborg Sygehus.
Hvem er Bubber?
Selvom en hel generation er vokset op med både Bubbers Badekar og Snurre Snups Søndagsklub, og flere læger og sygeplejersker torsdag også lagde deres vej forbi afdelingen under besøget, var det langt fra alle børnene i den nye generation, der vidste hvem dagens gæst var.
Da en pige alligevel nikkede genkendende til Bubber, måtte han dog også lige sikre sig.
- Nu har du vel ikke set alle programmerne? Spurgte han med et smil og hentydede vist dermed til de mindre børnevenlige programmer serien "Danmark ifølge Bubber" også har budt på.
Efter besøget på Aalborg Sygehus gik turen videre til de tre andre storbyer.
Klassisk, Jazz, Swing og Evergreens på piano - with a personal touch
Sagt om Torleif Hansen
Torleif Hansen er en livsglad mand. Og det er det livssyn og den optimisme, han vil formidle videre, når han sætter sig til tangenterne for at jazze med sit soft swingende piano. Det er målet.
Midlet er en række evigt grønne jazzstandarder, som han har hentet fra "The Real Book", om og nyarrangeret og indspillet med netop det særkende, den unikke rytmeinddeling, der giver et sjældent, skævt sejt forløb med venstrehånden.
Hans andet særkende er de mange tonearter, som de gamle softswing-standarder serveres i. Det er gamle sager, der dog ikke forældes foreløbig.
Torleif Hansen spiller softswing fra den skole, der blev bygget til formålet af Earl Garner, George Shearing og Oscar Peterson, og hans baggrund er blandt andet medlemskab af "Dansk Natur Jazz".
Torleif Hansen elsker de blå toner, der står så godt til rødvin.
Kisser & sØREN startede i begyndelsen af 1993, og har i årenes løb med stor succes spillet rundt i hele landet til talrige balaftener og solistoptrædende til alt fra små privatfester til store haller, og de er kendt og elsket for deres glade og humørfyldte musik i medrivende danserytmer, som ingen kan sidde stille til.
De formår virkelig at komme "ud over scenekanten" og nå publikum med deres smittende humør og spontane indfald. Nøgleordet er: Entertainment.
Den måde Kisser & Søren optræder på bygger på stor erfaring og professionalisme, og repertoiret er arrangeret og indøvet til mindste detalje, så intet er overlagt til tilfældighederne.
Repertoiret består af over 500 melodier, som løbende bliver opdateret i stilarter som evergreen, musical, filmmusik, 50'er rock'n roll, 60'er pop og rock, 70'er pop og disco, 80'er og 90'er pop/rock, gl. og ny dansktop, country mv.
Kisser & Søren har endvidere international erfaring. De har bl.a. spillet på festivaler og ved gallaaftener i Tyskland og koncertturneer i England og Spanien. De har adskillige gange optrådt live på TV og deres CD er blevet flittigt spillet på landets radiostationer. De har haft en række hits bl.a. "Farvel og på gensyn", "Vend humøret om", "Et ægte smil" m.v.
Speciale Kisser & Søren:
Temafester som "Caribian Night", "Country
Night", "60er party", "Dansktop party" eller indtil ca. 1 times "Vild
med dans" hvor der spilles standard- og latin-danse i korrekt
dansetempo.
--------------------
Otium arrangementer:
Til
disse arrangementer kan Kisser
& Søren engageres som solister f.eks. 60 min med viser
og sange af ældre og nyere dato, fællessang m.m. altid med et repertoire
tilpasset det ældre publikum. Hvis det ønskes kan arrangementet udvides
med et par timers dans. Også her gælder det at repertoire og lydniveau
er tilpasset det ældre publikum.
I baren serverer de Grappa, begsort espresso og tørre Campari. Illusionen er næsten perfekt, hvis man lige ser bort fra, at denne italienske “madopera” spiller i en enorm ombygget fabrikshal i Nordhavnen i København.
Alle sanser i sving Forestillingen “The Mad Opera” gør ikke bare gæsterne mætte. Øret, lugtesansen og øjet bliver også diverteret. Sangerne er uddannede ved operaakademier i ind- og udland eller debuteret fra konservatoriernes solistklasser.
De vrikker, vugger og knipser sig gennem højdepunkter fra La Bohème, La Traviata, Rigoletto, Tosca, Don Giovanni, Cosi fan Tutte og Figaros Bryllup. Imens gumler publikum på kokkens lækkerier.
- Det skal være en aften for sanserne. Og der er ikke noget, som vækker livsglæden som lækker mad og god musik, fortæller sopranen Merete Sveistrup, der er en af initiativtagerne til denne sydlandske operaaften. - Italien er sol, mad og smukke mennesker, og det trænger vi til her midt i februar, snøfter hun med et smil, da hun fortæller om forestillingen i Det Kongelige Teaters Kantine på en kold vinterdag et par dage før premieren.
Når Merete Sveistrup ikke er italiensk donna i “The Mad Opera”, optræder hun blandt andet som en del af Det syngende selskab, der underholder med opera ved til konferencer, runde fødselsdage og firmaarrangementer.
Et uhøjtideligt show med farverige taftkjoler og arier uden stort orkester. - Vi får rigtigt mange positive reaktioner fra folk, når vi synger ude i blandt dem. Pludselig kan de mærke vores stemmer rent fysisk, for der er ikke stolerækker og en orkestergrav i mellem. Mange kommer hen bag efter og fortæller, at de aldrig har hørt opera før, men nu har de sør’me fået mod på det, siger sopranen, der har optrådt for alt fra Microsoft til Ældresagen.
Havet ligger på den ene side og fjorden på den anden. Vi er i Thy - landet, hvor det vrimler med vilde fugle, vindmøller og vejrbidte nordvestjyder. De påstår selv, at de bor lige dér, hvor regnbuen ender, men krukkerne med guld er nu ikke så nemme at få øje på for den utrænede gæst. Man har gemt dem bag slidte kasketter, beskedne huse og krumbøjede træer.
I Hurup bor der dog en mand, som godt ku' se ud til at have fundet én. Han hedder Johnny Hansen og er forsanger i bandet Kandis, og han har bygget sig et fedt hus i byens yderste række med lædermøbler og hjemmebar. Nogle gange går folk markvandring forbi hans stuevinduer om aftenen. De skal lige se. Så vinker han til dem, for han er en venlig mand. Og glad. Han har heller ikke grund til andet, for ham og gutterne har solgt over en million cd'er, og så er det jo svært at være negativ. De spiller altid for udsolgte huse, deres fans dyrker dem som guder, og sukkerklumperne nyder det, hver gang de skal på scenen. Der er jubel, når de synger deres første rigtige hit: "En lille ring af guld".
- Det er fedt at gøre nogle folk glade, siger Johnny Hansen fra Kandis.
Selvfølgelig kommer vi
Han er lidt hæs, ham der ellers har en stemme som smør. De seneste par uger har stået på influenza hos stort set hele gruppen, så der har kun lige været kræfter til at kæmpe sig på scenen. Resten af turen blev tilbragt under hoteldyner med masser af te med honning.
- Når man har 40 i feber, så bruger man hele dagen på at blive klar. Man kan godt lige stramme sig op til at gå ind og lave sit show og være smilende. Men når man er færdig, falder korthuset sammen.
Aflyse - det gør man ikke. Det er kun sket to gange på 17 år. For en tre-fire år siden kørte bandet i grøften på vej hjem fra et job på Sjælland. Bilen blev smadret, og Johnny Hansen, Kandis fik en flænge over øjet, fordi bassisten faldt ned over ham.
- Det var nede i Nr. Snede, så vi gik ind til Falck-stationen, hvor vi ventede lidt. Da vi kom tilbage til bilen, var der nogen, der havde været inde og stjæle vores spilletøj og tasker. Næste dag havde vi et job igen, og så stod vi der som en flok gamle krigskammerater, gule og blå i hovedet og improviserede med lidt forskellige instrumenter. Men vi gennemførte jobbet.
Alle fortjener et knus
Man kan ikke bare sende nogen andre, når folk har købt billetter til Kandis. Sådan er det. Man brænder ikke folk af på den måde, uanset hvem de er. Der er for eksempel mange udviklingshæmmede, som er helt vilde med den musik, der kommer fra folk som Kim Larsen, Lars Lilholt, Bamses Venner - og Kandis. Det er noget, de kan forstå og synge med på.
- De kan sgu' teksten udenad alle sammen, siger Johnny Hansen, Kandis.
- Nogle er berøringsangste og holder dem lidt fra livet, men det gør jeg ikke. Jeg er ligeglad. Jeg går ned og ta'r om dem og giver dem et knus, også selv om der sidder kartoffelsalat i mundvigene. De skal behandles lige så godt som alle andre. De har også behov for at udtrykke deres glæde.
Kandis er fast indslag på Sølund-festivalen, hvor udviklingshæmmede samles hvert år.
- Der er 10.000, og de går fuldstændig amok, altså. Vi slog rekord sidste år med at skrive autografer i HALVANDEN time. Nogle skriver måske i et kvarter, så rejser de sig og klapper lugen i, og så står der stadigvæk en masse. Vi bliver gerne til den bitre ende.
Far viste vejen
Johnny Hansen, Kandis synes ikke, man skal skuffe folk. Heller ikke, når man har stjernestatus.
- Jeg snakker med alle folk. Jeg er kommet helt nedefra, og det, føler jeg, er vigtigt ikke at glemme.
Han er såmænd vokset op i Hurup. Farmand er Bjørn Hansen fra Bjørn & Okay.
- Jeg så meget op til min far og hans band, da jeg var lille. Jeg var kun fire, da jeg begyndte at synge hans sange, og jeg startede med guitar på musikskolen som 10-årig og spillede dansktophits og gik vældigt op i det. Så kom der en periode, hvor det var sjovere med piger og knallerter. Vi havde en klub, der hed West Hawks, hvor vi havde skuldermærker og var vældig hårde, syntes vi selv.
Da han greb et instrument igen, var det ikke fars stil, han samlede op, men tidens moderne rytmer med weekend-bandet Airport. Imens blev han elektriker, men han nåede kun at arbejde med strøm i et halvt år. Selv om han godt nok senere tog videreuddannelsen til el-installatør - bare for at have noget at falde tilbage på - blev det aldrig nødvendigt på grund af Kandis, der strøg af sted fra dag ét som bandet for det modne publikum. Johnnys forældres generation. Derfor lyder musikken stort set, som den altid har gjort.
- Der må ikke ske for meget fornyelse. Det skal være samme musik, samme mad, samme dag, samme klokkeslet. Derfor har vi nok haft lidt svært ved at udvikle vores plader. Det er ikke blevet tilladt.
For sødt til storbyen
Da Johnny Hansen var med i grandprixet første gang selv, udgav han en popplade.
- Du ved - sådan lavet meget i computer og med et par heftige guitarspader på. Jeg var i lyserød skjorte. Alle vores ældre fans sagde: "Johnny Hansen laver en lyd som en raket, der falder til jorden". Men radioen var helt vildt glad for den. Jeg tror aldrig, jeg har fået så meget airplay.
>Så ned på sedlen< Tina Siel spurgte til de folk, der arbejdede der, og til hans egne aktiviteter. Hun, datter af en oberst i Den røde Hær, et barn af staten, burde vide bedre.Også operasanger og medarbejderrepræsentant i Det Kongelige Teaters bestyrelse, beklager den tomme scene. Gert Henning-Jensen mener, at det hæmmer operaens muligheder for at eksperimentere.
Intimscener
»Mange andre operahuse har intimscener, som bruges til
eksperimenter og til at lave nogle af de mindre
kammeroperaforestillinger. Det er et repertoire, som vi slet ikke
laver,« siger han.
»Hvis Takkelloftet var aktivt, ville man også have en scene, hvor man kan sælge relativt billige billetter, så man kunne få nyt publikum ind. Det bliver måske svært at tjene penge på, men det er svært at forestille sig eksperimenter på Store Scene,« siger Gert Henning-Jensen.
Spørgsmålet er, om Takkelloftet er en overflødig scene i forhold til Det Kongelige Teaters økonomiske krise.
»Sådan har det været i en periode, og det var ikke Det Kongelige Teater, der var bygherre på Operaen. Men jeg har en forventning om, at den ny Operachef, Keith Warner, vil lede efter måder at bruge Takkelloftet på,« siger Gert Henning-Jensen.
Scenerummet er sort
Takkelloftet er opkaldt efter en flådens
lagerbygning til reb, som oprindeligt lå bag Operaen, men blandt
teaterfolk går scenen under navnet ”black box”. Det skyldes, at
scenerummet er kulsort. Det er en scene bygget til eksperimenter, og
publikumsrækkerne kan flyttes rundt i en række - når der altså er
publikum. Da Operaen åbnede, var Takkelloftet for eksempel indrettet som
en tyrefægterarena i forbindelse med tango-operaen ”Maria de Buenos
Aires”, fortæller Gert Henning-Jensen.
Talen bød på vrede og bitterhed;
heri var Henrik enig, de øvrige forstod ikke sproget, men stod bare og
ventede på deres død.
De unge krigeres ansigter røbede koldt had,
men høvdingene holdt dem tilbage. Anderson vidste ikke hvorfor, og det
gjorde McCabe heller ikke.
Foredragsholdere tog sin
pibe frem og stoppede den med grov tobak. Han gik hen til bålet og
tændte den og kom tilbage og bakkede på den.
Og bøffeljægerne,
selv Ward, vidste, at de ville leve, mens høvdingen vandrede rundt om
dem og med sin tilstedeværelse dannede en mur mellem hundekrigerne og
deres bytte.
Det var en mærkelig pibe. »En majspibe,« sagde
McCabe. »Ikke en af disse fordømte hedenske tingester, men en rigtig
ti-cent majspibe.«
Foredragsholdere røg tankefuldt sin pibe, og
der var et desorienteret udtryk i hans brede, læderagtige, rynkede
ansigt. Og han fortsatte med at vandre rundt og ryge, mens han holdt de
seks mænds liv i folderne på sit gamle, lasede tæppe.
Han lod
sig ikke anfægte af sine krigeres bitre hylen. De ønskede, at de hvide
mænd skulle dø; de stod i kredsen og gumlede på det halvrå kød, og
mellem bidderne forlangte de, at de hvide mænd skulle dræbes.
De
sagde igen og igen, at en million og flere bøfler var forsvundet fra
sletterne . . .
Dette skyldtes mænd som disse, Foredragsholdere
som kun jagede for hudernes skyld.
McCabe vidste ikke, hvorfor
den gamle høvding havde krammet på dem. »Han var en usædvanlig mand,«
sagde McCabe, som om 'usædvanlig' var det eneste ord, der kunne beskrive
Little Wolf.
Foredragsholdere, som lyttede til historien i
Fortet, sagde, at høvdingen var et ondt menneske, et meget ondt
menneske.
Krigernes vrede, der gav sig udtryk i krav om, at de
hvide mænd skulle dræbes, blev ignoreret af Foredragsholdere indtil han
havde røget sin pibe og overvejet situationen. Så bankede han piben ud,
brugte den til at pege på bøffeljægerne med.
Han har fået dronningen til at skraldgrine af trylleri med pålæg, og han optræder for fulde huse i hele landet. Mød den nørdede knægt Rune Klan, der stadig synes, det er fedt at øve sig på trylleri og komik.
Det er 20 år siden, at Rune Klan en tirsdag første gang tog toget fra Hørsholm til hovedbanegården i København. Hoppede på bussen og kørte i 10 minutters tid, før han steg af på Frederiksberg. Lige uden for en mindre og mørk beværtning.
Her skubbede teenageren døren op og trådte ind i en lille tidslomme med mørkegrønne vægge og mørkebrune bjælker. Hans fødder vandrede ad det bordeauxrøde gulvtæppe forbi alle bordene, før han endte ved bord nummer 7. Allerbagerst i det hyggelige lokale ved den mørkerøde fløjlssofa stod et mørkt massivt træbord. Og her mødtes de.
Tryllekunstnere fra København og omegn samledes hver tirsdag aften og viste hinanden nye tricks. I starten kiggede den store dreng i hættetrøje og hængerøvsbukser kun på, men med tiden blev han en af dem og imponerede lige så ofte de andre med hurtige og veludførte mønt- og korttricks.
Det er lige præcis her, Tours udsendte møder Rune Klan - på London Pub ved bord 7 - for at snakke om det der trylleri, og hvorfor det egentlig er så fedt. Og det er ikke svært at afkode genkendelsens glæde i Rune Klans ansigt, da han for første gang i mange år igen træder ind på den lille beværtning med de mange forskellige øl og danske retter på menukortet.
»Jeg kom jo længe før de andre tryllekunstnere, for jeg ville have det hele med,« husker Rune Klan om dengang, hvor han mødte andre med samme interesse. Indtil da havde trylleriet været noget, Rune Klan delte med en god ven, men nu var det rigtigt, for nu havde han mødt nogen ligesom ham selv.
»De var jo en del ældre end jeg, men det betød egentlig ikke så meget, at de havde børn og kone, og jeg gik i folkeskole, for det var ikke det, det handlede om. Jeg blev så glad, når de roste mig for mine små tricks, og så øvede jeg mig endnu mere til ugen efter og endnu mere til ugen efter igen,« siger Rune Klan, der i dag er medlem af en noget mere professionel international loge for tryllekunstnere, der mødes en gang om året til konference.
Hemmelig jonglering
At man kan øve sig og blive bedre, er stadig
noget af charmen ved trylleri, mener Rune Klan.
»Det er ikke noget, man bare viser frem. Trylleri er rent faktisk et håndværk, som man bliver bedre til, jo mere man øver sig. Overgangen mellem hver enkel fingersætning og trin i et trick kan altid blive mere flydende og let,« siger Rune Klan, mens han hurtigt skifter fra håndstilling til håndstilling.
»Det er lidt ligesom at jonglere hemmeligt,« siger han og kigger ned på sine hænder.
Lige for tiden øver han sig på tricks til ”Det blå show”, som han skal på turne med fra slutningen af august. Det gør han i en gammel lagerbygning, han har lejet. Og når Rune Klan er der, så får de kreative tanker frit spil. Der er intet, der er umuligt, og alting skal i det mindste prøves af. For det er først, når man har givet et trick en chance og øvet sig på det, at man egentlig ved, om det kan blive til noget ordentligt.
Lidt for kikset i gymnasiet
Faktisk var det det med at øve sig, som i
sin tid fik Rune Klan til at stoppe med at trylle for en stund. Det var
i gymnasiet, og selv om det med at øve sig var noget af det, som Rune
Klan bedst kunne lide, så var det ikke særlig sejt.
»Det var måske lidt kikset at øve sig på at blive tryllekunstner. Og jeg ville helst bare have det sjovt med de andre og drikke nogle øl og ikke være anderledes,« siger Rune Klan om de få år, hvor han hverken øvede tricks selv, kom på London Pub eller besøgte den lille tryllebutik i Lyngby, hvor den eneste faste prisregel var, at man kun måtte betale et ulige beløb. Om man betalte 13 kroner eller 75 øre, var op til en selv, så længe det var ulige.
Heldigvis fandt Rune Klan interessen for tryllekunstnere igen allerede kort tid efter gymnasiet. Han lavede en tryllevideo, som blev solgt i hobetal især i USA. ”Three Pieces of Silver” hed den, og den førte også til en række foredrag i USA for den unge tryllekunstner. Hvilket igen blev startskuddet til, at Rune Klan - alt imens han arbejdede som pædagogmedhjælper - professionaliserede sit talent.
»Det var jo vildt fedt pludselig at kunne tjene penge på at trylle, og det gik rigtig godt, lige efter videoen kom på gaden, for der var en naturlig interesse. Da den naturlige hype var faldet, skulle jeg så i gang med at sælge mig selv som et produkt for fortsat at få job, og det var jeg virkelig dårlig til,« siger Rune Klan.
Selv om han havde fået produceret fine visitkort, så fik han ikke rigtig hul igennem, for Rune Klan har aldrig brudt sig om at sælge sig selv.
»Jeg ved godt, det er nødvendigt for langt de fleste i underholdningsbranchen, men jeg kan simpelthen ikke. Jeg slår mig selv hårdt i hovedet med janteloven, lige så snart jeg bare tænker på at sige til nogen, at jeg er dygtig til at trylle, så de skulle tage at hyre mig,« fortæller Rune Klan, der af samme grund altid gør noget lidt klovnet efter hvert trick på scenen og ikke bryder sig om at optræde med trylleri, når han ikke står på en scene.
En holdning, der adskiller ham fra de mange almindelige tryllekunstnere, de fleste af os kender som festbomber fra familiefesterne.
»Trylleri fungerer for rigtig mange som en måde at interagere og komme i kontakt med folk på. Og det er jo ikke så mærkeligt, at mange, der kan lidt forskellige tricks, har brug for det. De fleste af os er jo faktisk lidt mærkelige og nørdede. Men det har altså aldrig været det, jeg har fået ud af at trylle, selv om jeg nok heller ikke er en fuldstændig gennemsnitsdansker,« siger Rune Klan.
Det ”pay off”, der altid har gjort de mange timers øvelse fuldstændig deres tid værd, har for Rune Klan i stedet altid været folks ansigtsudtryk. Eller mere præcist deres sult efter at blive snydt og ført bag lyset og så forløsningen i form af forundring og overraskelse, når man laver et hvilket som helst trick.
»På den måde er det kommunikationen ved at optræde med trylleri, jeg elsker. Folk har lyst til at blive overrasket, og jeg giver dem det, de gerne vil. Men så allerhelst med et tvist, så det samtidig bliver sjovt,« forklarer Rune Klan.
Det sjove tvist betyder f.eks., at Rune Klan tryller med pålægsskinke i stedet for kort, som han gjorde det for nylig ved Dronning Margrethes 75-års fødselsdag.
»Det er sjovt at skifte delene fra et trick ud med nogle helt andre genstande. Det er ikke svært, når man først får lært at tænke i den retning. Det er bare sjovere,« siger Rune Klan.
Partybands TO is a new Danish party band that occupies festivals, flea markets, large corporate parties, half ester and festivals with a musical and visual concept that is rarely seen as completed.
Concept Partybands supplies for a musical and visual show that is far beyond what is normal for a party band. With sponsors that include, among others OK Benzin, Volvo and Tulip has managed to create a truly impressive show in which the stage is built as a true truck-stop.
When Partybands play
concert the audience will thus be greeted by a cab from a truck as drum
podium, a diesel stand, a Coke machine, a hot dog stand and everything
else belongs to any truckers favorite pitstop.
Not only are the
visuals really nice and worked, also musically delivers Partybands a
hit-material is top notch. The musicians are hand picked from the Danish
music elite of the idea man and entertainer Rasmus Tanstrup which
themselves stand in front on vocals and guitar. In him, the band has a
charismatic driver that always delivers.
Repertoire-wise spans
the band far and plays the greatest hits with old favorites like Queen,
BeeGee's, Bruce Springsteen, Guns n 'Roses and DAD, new hits from Saybia
and Jason Mraz - in the band's very own trucker versions. In other
words, The bans stage to give the gas and make a party, and the stated
goal of the band is to simply give people a musical and visual
experience they will never forget.
For further information and
prices Partybands are you free to call or send an email, see our Booking
Enquiry, which you describe your event and we will come back with prices
for the band is.
Színésznő Kirsten Siggaard játszik Edith Piaf a Land színház beállítás, és ez megváltoztatta őt ábrázolja a francia énekesmadár.
Van egy hosszú utat az élet , a szép ház külső Roskilde szép kerttel és kilátással a mezők , a kemény élet egy morfin pokol rehabilitációs központok , valamint a táblák Párizs , Edith Piaf élt . 59 éves Kirsten Siggaard él mind a kettőt . Most ő a harmadik alkalommal a jelenlegi francia veréb Edith Piaf , a Land of the színház beállítás . A szerep, amelyet kúszott teljesen a bőr alá Kirsten és a megváltozott örökre .
- Ez a harmadik alkalom, játszottam Edith Piaf , de minden alkalommal van egy új igazgató , ott is lesz egy új szöget rajta. Ezúttal Pia Rosenbaum , aki irányítja a játék, melynek középpontjában az elmúlt öt évben az Edith Piaf életét. Plusz 12 évvel idősebb , mint ő volt, még . Úgy kezdődött, ahogyan vissza, amikor énekel az utcán, és hogy " megkeresztelkedett " veréb , mikor játszottam vele először. Ez alkalommal, amikor elindul a nagy autóbaleset , ahol minden az ő majdnem , hogy összetört, mondja Kirsten Siggaard.
- A szavak nehéz volt számomra . Language . Dolgok, mint kiabálva : "Te fogd be a szád , a szar punci " és " A régi kurva . " Nem volt ismeretlen számomra , mert ez nem az én nyelvet. Edith volt egy utcai nyelvet. Ez szinte a kísértés, hogy azt mondani, hogy elnézést kérek, hogy a csapattársak , amikor kiabáltam nekik , felfedve Kirsten Siggaard, annak ellenére, hogy nyilvánvaló különbségek közte és a francia énekes sztár , még mindig Edith Piaf , hogy valamit a saját karrierjét.
- Született az utcán , de annak ellenére, hogy jött , hogy pénzt keressen , így ő elfelejtette nem tudja, honnan jött . Ő soha nem volt egy hölgy . Azt, hogy soha nem is fogom . Nos , szeretem , hogy jól nézzen ki a koncertekre, de én soha nem egy hölgy , mondja Kirsten Siggaard. De ő vesz valamit, hogy tudok tanulni . Amikor már énekelt egy dalt , nem leszek látható a színpadon.
Én vagyok az egyik, hogy megy az egész közül a közönség koncertek , és vigye a kezében ül körül egy kicsit távoli . Meg kell állni, és üdvözölte , hogy soha nem lesz meg . Én vagyok túl szerény . De Edith Piaf volt látható a színpadon , és megkapta a közönség ováció , amikor tapsoltak 20 percig. És ott állt . Fogok tanulni , én nem bennem . Úgy érzem, jól, hogy ha az emberek folyamatosan taps, és én letörnek . Ez Edith Piaf vezetett engem gondolni , mondja Kirsten Siggaard.